Solar Plexus og følelsesbølgerne
Solar Plexus-centeret i Human Design er vores følelsesmæssige center. Det er både en motor, der driver os frem, og et center for emotionel intelligens og dyb indre bevidsthed. Herfra udspringer vores følelser, stemninger og sansen for, hvad der føles rigtigt for os.
Cirka halvdelen af os har et defineret Solar Plexus, hvilket betyder, at vi bærer en konstant følelsesmæssig energi i os. Har du dette center defineret, har du også det, der kaldes Emotionel Autoritet – og det betyder, at du ikke skal tage beslutninger i nuet, men derimod give dine følelser tid til at bevæge sig igennem deres naturlige rytmer. Klare beslutninger kommer ikke fra toppen af bølgen eller bunden, men fra det mere neutrale sted midt imellem.
Defineret Solar Plexus
Ca. 50% af verdensbefolkningen har et defineret Solar Plexus og dermed rummer den følelsesmæssige energi som arbejder i bølger
Men følelsesbølger kommer i forskellige former, og det kan være en stor hjælp at kende sin egen – eller sine nærmestes – bølge. Her får du en blid gennemgang af de tre hovedtyper og den mere komplekse fjerde:
Tribal bølgen - Channel 37-40 + 49-19
Denne bølge svinger frem og tilbage og bygger sig op over tid. Det kan føles som et skridt frem og to tilbage – og pludselig flyder bægeret over. Oftest sker det i relationer, hvor behov ikke bliver mødt, eller hvor man glemmer at udtrykke dem. Hvis man tilsidesætter sig selv og sine behov for længe, skal der ikke meget til, før systemet siger fra.
Her er berøring den gyldne nøgle. Et kram, lidt nærhed eller fysisk tryghed kan hjælpe med at aflade følelsestrykket – men det skal komme, før bølgen topper. Kommer det for sent, kan det have den modsatte effekt. Derfor er det vigtigt at kende bølgen – både i dig selv og dem, du er tæt på – og kommunikere dine behov, så dine udsving bliver mindre. Det er også vigtigt at lære balancen mellem at give og modtage. Hvis man giver mere end man modtager, så kan det også bidrage til en usund balance i denne følelsesbølge.
Den individuelle bølge - Channel 55-39 + 22-12
Denne bølge er oftest stille og rolig – det hele føles godt og stabilt – indtil en uventet følelsesmæssig bølge ruller ind som en tsunami på et ellers blikstille hav. Stemningen kan skifte hurtigt, fra minutter til dage, og det kan være svært at forudsige. Man kan have en god dag hvor man er i godt humør også crasher det bare og man nærmest ender i en - hvad det føles som - en negativ spiral af negative tanker og følelser.
Det vigtigste her er at ære de følelser, der kommer, uden at forsøge at fikse dem eller træffe vigtige beslutninger i dykket. I stedet skal du give dig selv plads, ro og alenetid. For selvom melankolien kan være tung og tåget, rummer den også en gave: kreativitet og indsigt spirer her, hvis du tør blive i det uden at presse dig selv. Brug gerne tid i naturen her eller dyk ned i din kreative eller spirituelle prakis - især hvis du har Gate 55.
Den kollektive bølge - Channel 30-41 + 36-35
Denne bølge handler meget om forventninger– til livet, til andre, til dig selv. Det kan være små hverdagsplaner eller store drømme. Når virkeligheden ikke lever op til det, du havde håbet på, kan det føles som et humør-crash.
Det er derfor vigtigt at møde livet med nysgerrighed og fleksibilitet. Slip behovet for, at alt skal gå som planlagt, og tillad dig selv at blive overrasket. Særligt i kærlighed kan denne bølge skabe udfordringer, hvis man har for høje eller fastlåste forventninger til sin partner. Når vi i stedet møder hinanden med åbenhed, bliver følelsesbølgen lettere at navigere i – og langt mere berigende.
Den sensitive bølge - Channel 6-59
Denne bølge er en sammensmeltning af de tre ovenstående. Den er som regel mere stabil og har ikke de samme ekstreme udsving, men du kan stadig blive påvirket af samme temaer som relationer, forventninger og melankoli. Det kræver en særlig opmærksomhed at navigere i, fordi du bærer elementer fra dem alle: behov, nærhed, følsomhed, kreativitet og emotionel dybde. Det handler om at lære dig selv godt at kende og finde ud af, hvad der påvirker dig hvornår. Når du forstår dine mønstre, kan du også lettere tage ansvar for din energi og passe på dig selv – og dine relationer.
Når man har et udefineret eller åben Solar Plexus
Har du derimod et åbent eller udefineret Solar Plexus, er du designet til at være følelsesmæssigt neutral. Du har selvfølgelig følelser, men du producerer ikke følelsesmæssig energi selv – i stedet spejler og forstærker du andres.
Det kan betyde, at du oplever følelser meget intenst, især hvis du ikke er bevidst om, at det, du mærker, ikke nødvendigvis er dit eget. Det kan føre til konfliktskyhed, people-pleasing og frygt for konfrontationer – fordi du ubevidst prøver at undgå at "vække" stærke følelser hos andre, men ubevidst også i dig selv.
Nøglen for dig er at blive bevidst om, hvornår du tager andres følelser ind, og lære at give slip igen. Du er her for at forstå og spejle andres følelser – ikke bære dem som dine egne.
Dit Solar Plexus rummer visdom
Uanset hvilken følelsesmæssig bølge du bærer – eller om du overhovedet bærer en – så handler det hele om at være kærlig og nysgerrig over for det, du mærker. Følelser kommer og går som bølger. De skal ikke fixes, undertrykkes eller overanalyseres – de skal have lov at bevæge sig. Når du giver dig selv (og andre) plads til at føle frit, skaber du et trygt rum, hvor klarhed og autenticitet kan vokse. Det er her, du begynder at træffe valg, der virkelig føles rigtige for dig.
Ønsker du hjælp til at arbejde med dine følelsesbølger, dit åbne Solar Plexus eller blot nysgerrig på dit Human Design, så er du velkommen til at booke en 1:1 session eller en Human Design reading her.